DA

- Rue Belliard 101 -  B-1040 Bruxelles - Tlf. +32 (0)2/282 22 11 - Fax +32 (0)2/282 23 25 -

Internet http://www.cor.eu.int

DEN EUROPÆISKE UNION

Regionsudvalget

 

DEVE 034

Bruxelles, den 16. marts 2005

REGIONSUDVALGETS UDTALELSE

om

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Styring af oversvømmelsesrisikoen – Oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse

KOM(2004) 472 endelig

_____________


 

REGIONSUDVALGET HAR -

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Styring af oversvømmelsesrisikoen – Oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse (KOM(2004) 472 endelig),

 

under henvisning til Kommissionens beslutning af 12. juli 2004 om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse herom,

 

under henvisning til formandens beslutning af 26. maj 2004 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Bæredygtig Udvikling,

 

under henvisning til Rådets konklusioner vedrørende styring af oversvømmelsesrisikoen vedtaget den 14. oktober 2004,

 

under henvisning til udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (KOM(1997) 49 endelig – CdR 171/97 fin1),

under henvisning til udtalelse om Kommissionens meddelelse om det sjette miljøhandlingsprogram for Det Europæiske Fællesskab "Miljø 2010: Vores fremtid, vores ansvar – Det sjette miljøhandlingsprogram" og til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets miljøhandlingsprogram for 2001-2010 (KOM(2001) 31 endelig – CdR 36/2001 fin2),

 

under henvisning til resolution om de seneste oversvømmelseskatastrofer i Europa og oprettelse af Den Europæiske Unions solidaritetsfond (CdR 294/2002 fin3),

under henvisning til initiativudtalelse om Håndtering og konsekvenser af naturkatastrofer: hvilke opgaver skal løses ved hjælp af den europæiske strukturpolitik? (CdR 104/2003 fin4),

under henvisning til udtalelse om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS) (KOM(2004) 496 endelig – CdR 62/2004 fin),

 

under henvisning til udtalelse om: Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Fremtiden skaber vi i fællesskab - Politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013 (KOM(2004) 101 endelig – CdR 162/2004 fin),

 

under henvisning til udtalelse (CdR 299/2004 rev. 1), som blev vedtaget af Underudvalget for Bæredygtig Udvikling den 9. december 2004 med Henk Aalderink, medlem af provinsstyrelsen for Gelderland (NL/ALDE) som ordfører,

 

og ud fra følgende betragtninger:

1) Styring af oversvømmelsesrisikoen er et vigtigt anliggende for de europæiske regioner og kommuner. Mange regionale og lokale myndigheder må tage sig af risikoen for oversvømmelse fra floder eller havet for at beskytte og bevare borgernes livskvalitet;

2) Oversvømmelser kan kategoriseres i forskellige typer alt efter de forskellige regionale karakteristika. Der er brug for foranstaltninger af forskellig art for at mindske muligheden for og skadevirkningerne af oversvømmelser. Det er derfor nødvendigt med en regional tilgang til styring af oversvømmelsesrisikoen;

3) Floder og havområder kender ikke til nationalgrænser. Det er derfor nødvendigt at tilstræbe grænseoverskridende samarbejde mellem beboere og forvaltninger i kystområder og flodens samlede afvandingsområde. Det er absolut nødvendigt at skabe solidaritet mellem dem, der ikke er direkte truet af oversvømmelser, og dem, der bor langs flodbredder eller kyster, der risikerer oversvømmelser;

på den 58. plenarforsamling den 23.-24. februar 2005 (mødet den 23. februar) vedtaget følgende udtalelse:

*

*          *

1.      Regionsudvalgets synspunkter

1.1      bifalder hovedelementerne i Kommissionens meddelelse, især det samordnede handlingsprogram for oversvømmelsessikring, og understreger, at have og floder er dynamiske systemer, der ikke lader sig kontrollere af enkeltstående og sektoriale foranstaltninger;

1.2      er klar over, at foranstaltninger, der beskytter mod oversvømmelser i én region, kan påvirke mulighederne for oversvømmelser i regioner, der ligger længere oppe eller nede ad en flod. Det er derfor vigtigt, at virkningen af foranstaltninger vurderes samlet for hele flodbækkenet. En sådan tilgang bør dog ikke føre til faste modeller, standardplaner eller øget bureaukrati, eftersom det, som de lokale og regionale myndigheder godt ved, er forskelligheden og ikke ensartetheden, der binder dem sammen;

1.3      indser dog, at vurderingen af virkningen af foranstaltninger på et helt flodbækken forudsætter et minimumssæt af standardindikatorer. Sådanne indikatorer gør det muligt at finindstille og samordne aktioner på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan. Af hensyn til fleksibiliteten bør det være muligt at ændre på antallet af standardindikatorer alt efter omstændighederne;

1.4      understreger, at borgerne bør bevidstgøres om betydningen af at træffe forebyggende foranstaltninger, selv om der ikke er nogen overhængende fare. Borgernes engagement er meget vigtigt, al den stund det først og fremmest er borgerne, som skal udvise solidaritet. Dette er særlig vigtigt for de borgere, der bor i områder langs floder, hvor der ikke er nogen akut eller potentiel risiko for oversvømmelser, men som i høj grad kan skabe afstrømning;

1.5      sætter pris på, at Rådet den 14. oktober 2004 konkluderede, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring bør forberedes i samarbejde med andre aktører og relevante grupper i forbindelse med vanddirektørernes regelmæssige møder, og fremhæver, at de europæiske regionale og lokale myndigheder bør tage del i dette forberedende arbejde;

2.      Regionsudvalgets henstillinger

2.1      mener, at oversvømmelsesrisikoen er et fælles problem, der må håndteres samlet for et helt flodbækken ad gangen. Det overordnede formål bør være at skabe et fælles ansvar og solidaritet langs floden, så hele området tages med i betragtning, når man forsøger at finde frem til effektive foranstaltninger, der kan afhjælpe oversvømmelsesrisikoen i et mindre område af flodbækkenet;

2.2      finder det afgørende vigtigt at skabe større bevidsthed blandt samtlige aktører i et flodbækken, ikke mindst i den øvre del af flodforløbet, der aldrig eller sjældent udsættes for oversvømmelse, men som i kraft af deres udnyttelse af jorden bidrager til afstrømningen, og går ind for, at alle lokale og regionale myndigheder i et flodbækken tvinges til at tage aktiv del i planlægningen af forebyggende foranstaltninger;

2.3      støtter en sådan samlet flodbækkentilgang som en integreret arbejdsmetode uden sektoriale undtagelser. Metoden skal anvendes sammen med solidaritetsprincippet, som det også støtter;

2.4      er overbevist om, at Kommissionens Overvågnings- og Informationscenter for Civilbeskyttelse kan varetage flere vigtige funktioner end at formidle information til lokale, regionale og nationale myndigheder, anbefaler, at centret igangsætter aktiviteter, der kan øge kendskabet til disse forhold også blandt aktørerne i såvel den offentlige som den private sektor og foreslår, at centret iværksætter oversvømmelsespartnerskabsinitiativer for at øge solidariteten langs floderne;

2.5      er overbevist om, at kun en bredt integreret tilgang, der omfatter flere politikområder, kan give den ønskede effekt på længere sigt og foreslår derfor, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring aktivt inddrager en række forskellige politikker, der er knyttet til arealer og jordbund;

2.6      understreger betydningen af at gøre brug af solidaritetsprincippet i en vandstrategi, der består af tre dele: binding, tilbageholdelse og dræning. En fornuftig arealudnyttelse og et godt vandforvaltningssystem kan mindske faren for oversvømmelse især i mindre floder, men også i store. Et godt eksempel er udnyttelse af jordens vandbindende kapacitet og anvendelse af små vandsystemer og små bassiner til opsamling af regnvand for at tage toppen af udstrømningen til floderne;

2.7      råder Kommissionen til at nedfælde de fornødne aktiviteter til at reducere muligheden for og virkningen af oversvømmelser i et handlingsprogram, som inddrager alle berørte forvaltningsniveauer i samarbejdet. Udviklingen af oversvømmelsesrisikostyring skal ikke kunne bremses af en medlemsstats manglende vilje til at deltage;

2.8      foreslår, at man i udformningen og finindstillingen af sikringsforanstaltningerne støtter sig til metoderne og principperne i vandrammedirektivet, uden at der foretages ændringer i direktivet;

2.9      er overbevist om, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring på længere sigt bør afstemmes efter de foranstaltninger, som er iværksat i medfør af vandrammedirektivet;

2.10      ser positivt på et handlingsprogram for oversvømmelsessikring med såvel kortsigtede som landsigtede målsætninger. På kort sigt er det bydende nødvendigt, at eksisterende initiativer videreføres, især dem, der har gennemførelse af strukturforanstaltninger for øje. Lokale og regionale myndigheder skal gøre deres yderste for at gennemføre konkrete forebyggende aktioner mod oversvømmelser i foregribelse af handlingsprogrammet;

2.11      mener, at succes for handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring i høj grad afhænger af en tilfredsstillende finansiering. Dette synspunkt genspejles i de foreslåede finansielle overslag for perioden 2007-2013 og i forslagene vedrørende Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden;

2.12      støtter kraftigt Kommissionens foreslåede metode til indkredsning, udbredelse og fremme af god praksis. I dette øjemed bør man – ud over medlemsstaterne – inddrage de regionale og lokale myndigheder og alle aktører i de forskellige regioner, som kan yde et nyttigt bidrag.

Bruxelles, den 23. februar 2005

Peter Straub  
Formand for

Regionsudvalget  

Gerhard Stahl  
Generalsekretær for

Regionsudvalget  

_____________

1  EFT C 180 af 11.6.1998, s. 38.


2  EFT C 357 af 14.12.2001, s. 44.


3  EUT C 66 af 19.3.2003, s. 26.


4  EUT C 256 af 24.10.2003, s. 74.


- -